Studietur på Polit

Planlægning af studietur

Siden 2005 har der været arrangeret studieture for Polit-studerende. Hvert år  arrangeres to studieture for Polit-studerende på Københavns Universitet – Én i foråret og én i efteråret. Turene arrangeres af StuKo. 

Om STUKO

STUKO er forkortelse for “STUdietursKOordination” og der er altid to aktive STUKO’er (efterårsSTUKO og forårsSTUKO).

Hvert af disse består af op til 5 frivillige studerende, der vælges igennem Politrådet. Et nyt STUKO VÆLGES typisk et par uger efter den “gamle” studietur er kommet hjem  – så gruppen ca. har et år til at arrangere turen.

Valg til STUKO annonceres på Politrådets facebookside.

Om arbejdet i STUKO

Som frivillig i STUKO er man garanteret en (eftertragtet) plads på studieturen. Derudover vælger man destination for turen, hvilke temaer, der skal være og ikke mindst hvordan turen skal forløbe.

Samtidig er det også STUKO, som reklamerer for turen, skaffer midler til at tage af sted for, og som får anerkendende nik på Kommunehospitalets gange fra deres medstuderende.

At arrangere en studietur er en unik mulighed for at møde nye mennesker og skabe et større netværk på tværs af politstudiet. Og ikke mindst en sjov måde at booste sit CV på.

 

Om turene

Forårsturene har destination i Europa og har ca. 1 uges varighed. Mens efterårsturene har destination udenfor Europa og har typisk en varighed på 11-13 dage.

Studieturenes formål er at give de studerende en spændende faglig studietur, hvor de får mulighed for at få en pause fra de ”tørre” økonomi bøger og få et indblik i virkelighedens økonomiske problemstillinger. Studieturene har et fagligt udgangspunkt, hvilket reflekteres i destinationerne og de dertil valgte temaer. Men der er selvfølgelig også fokus på at give deltagerne en social og kulturel oplevelse.

Deltagerne vælges ved lodtrækning, hvilket betyder at turene er altid en blanding af polit-studerende på tværs af årgangene.

Så, som deltager på studieturene, får man en fantastisk mulighed for at møde andre politter og måske få venskaber/netværk for livet.


Tidligere studieture

Den første studietur foregik i 2005, hvor de Polit-studerende besøgte New York og Washington. Sidenhen har studieturene været stort set på alle kontinenter i verden. Du kan læse mere om de tidligere studieture her.